Løb er måske mest kendt som sprint. Hvem har ikke set Carl Lewis, Maurice Greene eller Marion Jones løbe 100 meter ved OL eller VM i fjernsynet. I sprint gælder det om at løbe med maksimal fart i en kort periode, nemlig mellem 60 meter og 400 meter. Man sprinter "oppe på tæerne" - det vil sige, at det ikke er hele foden, der har kontakt med underlaget i en spurt. Sprint henvender sig især til mennesker, som fra naturens hånd er eksplosive. I korte perioder kan mandlige topsprintere opnå hastigheder på over 40 km/t.
Men løb er meget mere end blot sprint. Distancerne fra 600 meter til 2000 meter går under betegnelsen mellemdistanceløb. Her gælder det i højere grad end i sprint om at disponere sine kræfter ved at finde et tempo, som man er i stand til at løbe i det meste af vejen. Desuden løber man på en større del af foden end i sprint og med en anden kropshældning. Desuden indgår taktik som et vigtigt element i de fleste konkurrencer i mellemdistanceløb, idet det kan være vigtigt at finde ud af, hvilke modstandere man bør følge, og hvornår man bør "rykke" eller sætte en afsluttende spurt ind.
En tredje form for løb er langdistanceløb, som normalt siges at være distancer fra 3000 meter og opefter. Den mest kendte form for langdistanceløb er sandsynligvis marathonløb, som er en prøvelse på 42,195 km. Der afvikles imidlertid også spændende konkurrencer i langdistanceløb på atletikbanerne rundt omkring. Det karakteristiske for langdistanceløb er, at udøverne har en meget stor udholdenhed, altså at de er i stand til at løbe med en temmelig høj puls og hastighed igennem (meget) lang tid. I de længste løb løber man normalt på hele foden. Med til kategorien langdistanceløb hører også 3000 meter forhindringsløb som afvikles på bane med spring over forhindringer og vandgrav.
Yderligere en form for løb er hækkeløb, hvor der løbes på distancer á 60 - 400 meter. I hækkeløb kombineres hurtighedselementet fra sprint med teknisk kunnen, idet der skal løbes (og ikke springes) over hækkene, som kan være indtil 106,7 cm høje, med så beskedent et tidstab som muligt.
Der er fire former for spring.
Længdespring er nok den type af spring, som de fleste har prøvet. Her gælder det i al sin enkelthed om at flytte sin krop så meget fremad ved et enkelt afsæt som overhovedet muligt. En dygtig længdespringer er kendetegnet ved at være hurtig og spændstig. Besidder man disse egenskaber, har man gode muligheder for at svæve meget langt ud i sandgraven.
En anden type vandret spring er trespring. Lige så vel som i længdespring, gælder det her om at komme så langt som muligt. Et trespring består imidlertid af et hink, et skridt og et spring, som skal udføres i den rækkefølge. Ved landingen har de bedste i verden bevæget sig omkring 18 meter på de tre faser. Da trespring er en øvelse, som stiller visse krav til styrke i benene, dyrkes den normalt først på konkurrenceplan fra 16-års alderen.
En delfin er i stand til at springe cirka 8 meter op i luften ved egen kraft. Det formår intet menneske. I disciplinen højdespring forsøger man dog efter bedste evne at komme så højt op som muligt. Ved hjælp af en kolossal spændstighed og en forrygende flot teknik formår de bedste mandlige højdespringere at springe ca. 50 cm. højere end deres egen højde. Man skal foretage sit afsæt på ét ben.
Stangspring betragtes af mange kendere som den flotteste og sværeste af atletikkens øvelser, og det kræver bestemt også sin mand at forcere en overligger højt oppe - alene ved hjælp af en bøjelig stang og kroppens egne ressourcer. Disciplinen stangspring stiller krav til idrætsmanden om hurtighed, mod, styrke, spændstighed, smidighed osv.
Modsat hvad mange mennesker måtte tro, bliver man ikke nogen god kaster alene af at have store overarme og en svulmende overkrop. Tværtimod bruger man hele kroppen i kasteøvelserne, og enhver dygtig kaster er så veltrænet i hele kroppen, at han også er dygtig i mange andre øvelser.
I kuglestød gælder det om at støde en kugle så langt som muligt. En vigtig ting i kuglestød er netop at man ikke kaster kuglen, men støder den udfra halsen.
Diskoskast har traditioner helt tilbage i de oldgræske idrætsdyster. En diskos er en tallerkenlignende genstand, som vejer fra 750 gram til 2 kg. Ved at rotere om sig selv opnår diskoskasteren en stor hastighed, som han overfører til redskabet, der desuden skal sættes i rotation for at blive kastet langt.
Hammerkast: En hammer er for atletikfolk ikke et stykke værktøj, som bruges til at slå søm i - der er tværtimod tale om et kasteredskab. Egentlig er det blot en jernkugle, som via en lænke er fæstnet til et trekantet håndtag. Ved at sætte dette redskab i rotationer, opnår kasteren at give hammeren stor fart, hvilket udnyttes når det farlige "værktøj" "smides" langt væk.
Det letteste kasteredskab i atletikkens verden er spyddet, som anvendes i spydkast. Spyddene vejer 400 - 800 gram, og selvom de ikke er synderligt skarpe, så er det farligt legetøj. Spydkast skal udføres med stor ynde for at være effektivt. Det nytter ikke meget at slynge spyddet af sted for fuld kraft, da det på grund af sin udformning er meget sårbart overfor vindmodstand.