Svend Aage Thomsen


Svend Aage Thomsen opnåede ikke sine største resultater for Vejen Atletikforening, men for Århus Idrætsclub Fremad og Vejle IF. I 1939 satte han dansk rekord i både tikamp og 110 meter hækkeløb. Denne bedrift gentog Svend Aage Thomsen i 1942. Hans to danske rekorder, 7005 point og 14,5 sek., blev fra 1942 stående i henholdsvis 24 og 27 år. Hækkeløbstiden placerer ved udgangen af århundredet Svend Aage Thomsen som alletideres 19. bedste dansker på denne distance.
I perioden 1934-1942 vandt Svend Aage Thomsen i alt 12 danske mesterskaber og 20 jyske mesterskaber i hækkeløb, længdespring, højdespring, stangspring og tikamp.
Den allermest meritterende bedrift var imidlertid Svend Aage Thomsens udtagelse til og deltagelse i OL i Berlin i 1936. Her stillede han op i 110 meter hækkeløb og højdespring.
Svend Aage Thomsen grundlagde Den Jyske Idrætsskole i Vejle og var medstifter af Vejen Atletikforening..